Bygdevise
Update Required
To play the media you will need to either update your browser to a recent version or update your Flash plugin.
Bygd: Eresfjorden
Kommune: Nesset
Tekst: Hagbø, Anton Larson
Melodi: Hvor i verden jeg går
Kjelde: Viser, songar og dikt frå Eresfjord og Eikesdal / Red. Bersvein Leirvoll, s. 117
Langt hist oppe i nor
der hvor klipperne står
rager høit over speilblanke sjø.
Mellem bakker og strand
og det rislende vand
der er fosser som aldrig kan dø.
Der hvor skinnende sol
stiger høit over pol
og ved midnattstid skinner så blank,
der hvor furuen svær
mange andre slags trær
oppi lierne står der så rank.
Der hvor dagen så lang
høres fuglenes sang,
der hvor rypen den klukker og ler,
der hvor evigheds bræ,
sammenføiet av sne
klæder bakken som sommeren der.
Der hvor lange og sei
sild og brisling og skrei
lever sammen på skummende hav
der hvor bølgen så svær
slynges langt over fjær
og den knuses mod klippen i kav
Der som barn jeg en gang
ned ad bakkerne sprang
og den tid kan ei glemmes så snart.
I et hjem om enn smått
var det inderlig godt
der jeg syntes allting var rart.
Jeg kan huske den li
hvor jeg rendte på ski
nedad bakken som fuglen jeg fløi.
Ned' ved Langfjorden blå
en liden hytte der lå
den var lun, om enn ikke så høi.
Nu er den ikke mer
men jeg stedet har kjær
og et minde i barmen jeg bær
blot en hegg står igjen
til at vidne om dem
som bebodde det enslige hjem.
Men min skjebne blev tung
omenskjønt jeg var ung
som en enslig i verden jeg var,
måtte lide stor nød
for mit daglege brød
og de klæder på kroppen jeg bar.
Jeg kan huske jeg sprang
hele dagen så lang
efter sauen på fjældene om
som et rovjaget dyr
over bakker og myr,
med en mave som oftes var tom.
Stundom sad jeg og gråd,
var så ynkelig våd,
tørred trillende tårer på kind.
Og når aftenen kom
blev det ofte min løn
at få skjældsord og slag på mit skind.
Jeg skal ei sige mer
skjønt jeg føler begjær
det er gjemt og blir aldri forglemt
det kan hænde en gang
hvis jeg lever så lang
at det hele skal komme på prent.
O, ulykkelig barn
som er fød udi skam,
du får prøve hvad andre ei ved,
du på dørstokken må
alltid redebon stå
og får være i første geled.
Jeg oppvokste blev mand,
drog til fremmede land,
og på hinside kloden jeg bor,
jeg vil hilse dig blot
du som kjender meg godt
måske aldrig vi træffes på jord.
