Moldes natur
Update Required
To play the media you will need to either update your browser to a recent version or update your Flash plugin.
Bygd: Molde
Kommune: Molde
Tekst: Høegh, Sophus Marius
Melodi: Rolf Strand
Kjelde: Farvetrykt Panorama af Udsigten fra Molde / S. Høegh - Kbh. 1876.
Dette diktet sto for første gang på trykk i Romsdals Budstikkke 28.09-1873. Sophus Marius Høegh var født i 1827 og døde i 1880. Han var fra 1872 til 1880 lege og forstander ved Reknes hospital og på samme tid lege ved Romsdals amtsykehus i Molde. Diktet presenteres her for første gang med melodi av Rolf Strand.
Molde, beskeden, men livlig og let,
ligger med smil på en malerisk plet.
Liden, for tiden kun ringe af magt,
nyder og byder dog byen sin pragt.
Blomstrende enge guirlander hélt nær
slynger om byen med løvfriske trær,
luften gjør duftende, menneskets sind
fylder, og tryller aroma derind.
Fjernere ligger på milebred fjord
skogkledte øer, lig perlenes snor,
svømmende, drømmende, speilende tyst
skogen i voven, der gynger mot kyst.
Og mellem gjøglende tåger man tror
skimte at Balder og Freya der bor.
Dansen i glansen av fuldmånens blink
træde de spæde små lysalfer flink.
Høit bagom øerne fjeld efter fjeld
bygge et storslagent skjønhedens væld:
Jætter, som fletter i malmstøbte dans
klynger, som slynger om fjorden sin krans.
Hint panorama, hin fjeldeplastik
liv gjennem evigny lysninger fik,
vyer ved skyer og solstrålepragt,
tryllende, hyldende skjønhedens magt.
Tarløisa, Kirketag, Skjorta i rad
tegner sig skarpt i det luftige bad,
strekker sig, rækker bag Skåla sin arm:
gjerne den terne de trykked' til barm!
Kalskråtind, gubben i jøtnernes lag,
sidder på høisædets hynder der bag,
dølger sig, følger dog hvast med sit blik,
færdig ærverdig at give sit nik.
Vengetind, Troldtind med gamlingen se
ned på det drikkehorn mellem de tre.
Oxen, en voxen, olm, rundrygget, bred,
foran dem står han, og sønnen hans med.
Stolenes stupende styrtninger stå
lig bastioner gigantiske, blå.
Bag dem i lag fremgår tindernes hær,
mægtigst og prægtigst er Finnan dog der.
Lauparen, Ystetind, Brustind som bedst
jøtnernes række slår længer i vest.
Kjærringlig Skjæringsfjeld bærer sit skrud,
nordenfor fjorden hun drømmer sig brud.
Ungkarlen står der jo: Otterøtind!
Ak, men når aftensol gløder på kind,
skuer i luer langt sydpå hans blik:
Søndmøres skjønmø hans kjærlighed fik.
Glem da, at liden og stille er by'n!
Se dig om, nyd dog det deilige syn:
ilende, smilende skyerne gå,
lader det glade i solklarhed stå!
Stedse det friske naturskjønne skjær
trives i menneskesindene her!
Bister filister selv da vil optø,
håndens og åndens uenighed dø!
