Moldevisen

Bygd: Molde
Kommune: Molde
Tekst: Dahl, Niels N.
Melodi: Til glæde Nordens raske Sønne
Kjelde: Syng som folk

Denne nidvisa om Molde er truleg skriven av Niels N. Dahl (1806-1854) frå Tresfjord, kjend prest og stortingsmann. Han søkte om å få låne pengar i Molde, eit studielån, men fekk avslag. (Han fekk låne i Ålesund!) Dette blei han så harm over at han lova Molde og moldensarane eit minne dei seint skulle gløyme. Visa blei spreidd i Molde, og vart like upopulær i byen som ho blei populær på bygdene.
Arnold Farstad modifiserte i 2024 melodien litt, slik at visa blei lettare å synge.


Blandt syv af Verdens Underværker
jeg staden Molde her anmærker;
af Norges Skjød den troner frem.
Blandt alle Verdens Sjeldenheder,
og blandt Europas store Stæder,
har storhed der sitt rette Hjem.
O Molde! ny Jerusalem.
 
Hvad stort end sees på Jorderige,
har Molde By dog ei sin Lige,
den tyve Mil i Omkreds er,
har udbredt Handel og en Flaade
Fregatter, gamle Fiskebaade,
samt Batterier, Fæstninger,
tre Millioner Mennesker.
 
O, evig tryg er du, o Molde,
thi Brygger skjærme dine Volde;
selv Bretlands Flaade intet kan
mod dine Fæstninger udrette;
de at erobre er ei lette -
De er ei grundede paa Sand,
men alle i en herlig Stand.
 
Kom Russlands Keiser hid at skue
vort Molde, o; han vilde grue
og dybt ydmyget føle sig;
kom alle Jordens store Helte;
i taus Beundring de da smelte;
thi Staden Rom er Dverge lig
naar Molde By fremvise sig.
 
O vee den Potentat som tænker
at sætte Molde By i lænker -
Det ilde ham bekomme skal,
thi fire Moldes Kokkepiger,
han ikke mange Gange skriger,
med Røg og Damp og Skorstensknald
de snart berede ham hans Fald.
 
O, hvilket Syn er Byen Molde!
Hvo kan det see og det udholde?
Som Fjelde, Slotte der man seer,
og Taarne kan ei være større,
de næsten Skyerne berøre,
de alle gyldne Tage bær'.
Jeg endnu blind af Synet er.
 
Grundmuret stolte Storhedsminder
man der i Snesetal og finder,
som vidne kun om Fyrsters Pragt;
ni tusind Torv, tolv tusind Gader
og gyldne Huse smukt i Rader
hvis Ligheds Glands man aldrig seer
hos dødelige Mennesker.
 
Domkirken, som i Molde throner,
bær' Glands af alle Fyrsters Kroner;
dens Spir er høit som Ararat.
Grundmuret, stolte Marmortempel,
Historien gav ei Exempel
paa dig og din uhyre Skat.
For dig jeg løfter på min Hat.
 
Domkirken er dog ikke ene;
nei Tusind' Templer monne tjene
for Moldes Kirkegjængere.
Vel tyve Bisper, Hundred' Præster
og femti Provster endnu rester.
Og Molde er, som Byerne,
af evig Guds Tilbedelse.
 
Dog endnu staar en Post tilbage,
før jeg derfra kan Afsked tage -
Det store Kapitolium;
det funkler meer end nogen Lue,
mit Øie kan det neppe skue;
Etager sytti der man seer;
og fjorten Tusind' Vinduer.
 
Og dette Slot har Orning malet,
selv Ole Bøe har det befalet;
men Farven er forgyldet Sorg.
Og Mathis Møller, Slotsforvalter,
og hans Gemal med sine Pjalter
bær' Brændevin med frydfuld Sorg
til dette stolte Trojaborg.
 
De alle Bondevenner ere,
dog helst for Kjønnet er de kjære;
paa Venus' Alter ofre de.
Ei heller Bachus de forjætter,
thi Druens saft dem meget letter.
O, herlige Indbyggere!
De er' og gode Handlere.
 
Fra Moldes Havn mon der udløbe
forleden Høst for at indkjøbe,
Koffardiskibe Hundrede.
Til Valderhaug i Palæstina
og Aalesund ved Floden Rhina.
De snart hjembragte Varerne
til Moldes store Handlere.
 
De Varer disse nu hjembringer,
var tre og tyve Staalsyringer,
et Kvartel Salt og lidet Lin,
fem Alen Baand, tolv Tønner Naale
og fire Pottemagerskaale,
en Kuffert og syv Pengeskrin,
samt tvende Potter Brændevin.
 
En Kjærring-Flok til Byen drager,
lidt Smør og Rømme med sig tager,
samt Kjærnemelk udi en Kop.
Med blandet Smør og Ost og Javne
og mere som kan Byen gavne,
de byttede saa meget godt
i Brissel og i andet Smaat.
 
En kom med tvende Voger Tælge
og fem Pund Smør at vilde sælge
lidt Flesk og Kjød og Vildt med meer.
Han blot for disse lumpne Varer
fik fire Naale, to Par Karder,
og tvende smaae Speieler,
tillige tretten Skillinger.
 
Om Moldes Storhed meer at røre
kan ei min Diktergeist udføre,
thi den kun saare lidt formaar
en By som Molde at afmale -
lad selve Byen for sig tale.
O kom og see den som den står,
hvad har jeg sagt, jeg ei vedgaar.
 
O, Skaal for dig, du store Molde!
Min Pen det ikke kan udholde
at flikke sammen Per og Paal,
om Dit og Dat og Molde-Tyrken,
som Tornen lig gror hist i Ørken,
skjænk i for mig til bredfuldt Maal!
Thi det er Molde-Tyrkens Skaal.
 
O, Skaal for Moldes store Herrer!
Jeg dem til døden alle ærer -
O, Skaal for Store og for Smaa!
O, Skaal for Kantzler Mathis Møller,
for Vingaard jeg og Skaalen tømmer.
For Falk jeg den udtømme maa!
men Hansen skal dog Prisen faa!
 
Saameget vil jeg endnu sige:
Jeg ei har seet Moldes Lige,
skjønt jeg har faret Verden om.
I Russland, England og China,
i Frankrig og i Palæstina,
i Kairo, ja end i Rom,
jeg saadant saa hvorhen jeg kom.
 
Thi hvad kan imod Molde veie?
Den Millioner har i Eie
af skjønne, smaae Skabninger,
med femti Hundrede Skarnbasser
og sytti Tusinde Palatser,
hvis vægge udaf Gløsfausk er.
O, tys jeg kan ei sige meer.
 
Den 12te Mai er Visen skrevet.
Den Tid St. Olaf haver levet,
ved Rhinen udi Jericho
i atten Hundred' ni og tyve.
Nu kan jeg ikke mere lyve.
Mit Navn er baade kort og godt:
Hr. Judas von Ischariot.
 
Og vil I Digteren nu klemme,
da skal I visselig fornemme
jeg er en snild og slug Krabat.
O, klemme mig! Nei Fanden heller!
Min Rolle vistnok godt jeg spiller,
I skal mig aldrig tage fat.
Thi far nu vel! Farvel! Godnat!